torsdag den 19. februar 2015

Når det danser indeni

Det er snart forår. Min årstid. Den tid på året, hvor jeg mærker mig selv allermest. Det hele danser og synger i mig, og hver en celle står i startposition; klar til, at jeg giver startskuddet til, at lige netop den celle kan folde sig ud og være awesome. 

Jeg skal bare lige finde ud af, hvad den skal være awesome med. 

For det er også en tid, hvor alt i mig, der danser, samtidig ser sig over skulderen og undres over, hvorfor det gamle blev kasseret. For en stund tvivler jeg på min retning og på min sjæl. 

Her til morgen så jeg en video, hvor en ung kvinde sang Bryan Adams' Heaven. Hun sang som en engel! Men jeg tror ikke, at hun vidste hvad sangen handlede om ... Det gør ikke hendes stemme dårligere; jeg kunne bare slet ikke mærke hende. 

Mon ingen har sagt det til hende? En misforstået omsorg? 'Nej, jeg nænner det ikke. Hun vil så gerne synge'. 

Det får mig til at tvivle på mig selv. Er der nogen, der siger det til mig, hvis jeg fattes sjæl i min gerning? Er det for brutalt for andre mennesker at briste min illusion om at skrive bøger? Jeg føler, at jeg lever allermest, når jeg skriver, men det betyder jo desværre ikke, at jeg er god nok til det. 

Inspireret af kvinden, der sang Bryan Adams, har jeg tænkt mig at gøre det alligevel. For jeg nægter at være den gamle dame på plejehjemmet, som gemmer på en historie, hun aldrig fik fortalt. Så jeg skriver! I fuld tillid til de lækre mennesker omkring mig. 

For mine dansende celler tigger mig om at finde deres awesomeness. Og hvem ved? Måske det bliver lige præcis dette forår, det hele sker, og min indre sommerfugl breder sine vinger. Alt kan ske i en verden med dukkehus og sø.