Med igen

Jeg har været et andet sted i lang tid. Et andet, helt vidunderligt sted, helt fyldt med fantastiske mennesker. Mennesker, som har kunnet rumme mig - hele mig - og som på nærmest forunderlig vis har formået at sætte pris på en særling som mig. Det har været et privilegium, og er det heldigvis et par måneder endnu.

Men jeg er på sporet igen. På sporet af det ord, som ligger så tæt på mit hjerte. Det, jeg kan forme til en bold og skyde i nakken af en, eller strække til lange, lige eller skæve sætninger, fulde af kærlighed, sorg og taknemmelighed. I korthed eller langdrag. Uanset hvad, så er det mit. Ordet.

Mit, når jeg græder af smerte. Mit, når jeg ler af kærlighed og lykke og lethed. Og mit, når jeg undres eller elsker eller ... Bare mit.

Og lige nu er der så mange i mig, at de allerhelst vil myldre frem!

For jeg er blevet vækket i aften. En vidunderlig, stærk og hjertevarm kvinde har mindet mig om, at livet er lige nu! At det er i det ord, jeg skriver nu. At det er i den musik jeg lytter til, når jeg græder af smerte.

HEEEJ!! råber ordene i mig. Kom nu tilbage og brug os! Kom nu og gør det, vi kan, sammen.

Så jeg er tilbage. Med ordene myldrende ud af mig i uskøn blanding. Til at fortælle om lettelsen over, at jeg kender kærligheden, om smerten over, at jeg skulle opleve døden for at finde den. Men frem for alt om altoverskyggende kærlighed til livet, mine drenge, min tryghed i at blive båret af englevinger, og om taknemmelighed for alt og det hele.

Jeg er med igen!