Tid til kærlighed

Da jeg var ung teenager, var min allerstørste favoritbeskæftigelse at læse bøger. Kærlighedsbøger. Helt oppe på niveau med den rytmiske gymnastik, dans, fnise med pigerne over drengene og at være forelsket i naboens Jakob. Åh… - nå, men det er en anden historie…

Det var kærlighedsbøgerne denne gang.

Jeg gav skolens bibliotekar grå hår i hovedet, fordi jeg læste alle de bøger, hun havde i den genre, inden hun kunne få dem på hylderne. Jeg var lynhurtig til at læse, og jeg elskede det. Og altid kærlighed.

Jeg drømte, både mens jeg læste og bagefter – ja, hele tiden, faktisk. Jeg drømte om den helt store kærlighed, den som egentlig var umulig, den som var så stor, at den gjorde mig helt blød og slog mine lange ben totalt væk under mig.

Det slog mig i dag, da jeg æltede dej til boller og rugbrød. Er jeg på rette spor i min søgen efter den absolutte, komplette frihed? Er den unge pige inden i mig, der drømte om kærlighed, virkelig helt væk? Eller er hun bare såret og arret af sine forsøg på kærlighed?

Mens gær, mælk, mel og gryn blev til dej, tog jeg mig selv i at danse løs. Helt glad i låget og med min yndlingsmusik. Jeg kan bedst lide glade rytmer og tekster, der handler om – ja, gæt engang – kærlighed. Jeg prædiker ved hver given lejlighed, at kærlighed er livets eliksir, og at det er kærligheden, der heler sårene, som netop kærligheden – eller dens brud – giver. Det ligger mig bestemt heller ikke fjernt at fortælle mine nære, at kun ved at lukke helt op for sit inderste, til det allerblødeste punkt, oplever vi den sande kærlighed.

Kunne man mon forestille sig, at jeg taler allermest til mig selv, når jeg prædiker? Og at jeg bliver ved, fordi jeg er den eneste, som stadig ikke rigtig har hørt efter? Er mit brud med den tilværelse, jeg lever lige nu, i virkeligheden et brud med min tilværelse som bomstærk, stensikker og … alene?

Gad vide, om mon ikke det er på tide at lade den unge pige, som kun drømte om kærlighed, opfylde sin drøm… i den afskygning det så kan blive, når hun er blevet en smule ældre, lidt gråhåret og med alle sine sår og ar i hjertet.

Jeg tror det, og jeg tror, jeg er klar. Pissebange og sårbar. Men klar.