lørdag den 5. januar 2013

3 år

Om 8 dage er det 3 år siden, Tobias døde.

Og jeg overgiver mig endelig.

Ikke til sorg og afmagt, men til livet, som det er lige nu. Jeg holder formentlig aldrig op med at græde. Jeg kommer formentlig ikke til at kunne regne med min sindstilstand. Jeg kommer formentlig aldrig til at kunne slappe af, uden at være bange for, om jeg kan finde ud af at rejse mig igen.

Men jeg holder aldrig, aldrig, aldrig op med at prøve.

Når tomheden indeni bliver for rungende, så bekæmper jeg dem med alle midler. Jeg råber, skriger, løber, vandrer, skruer op for musikken. Alt for at prøve at putte noget i den. Alt for at prøve at få det bedste ud af det. Det her liv. Uden min Tobias.

Fordi der er så meget, livet er med. Selv når ensomheden, smerten og gråden igen og igen griber mig. For selveste årsagen til det er jo præcis det, jeg lever for. Kærligheden. Den, der giver og tager liv. Den, der bringer varme, bløde arme om min hals, og den, der pisker mig, når de bliver taget væk.

Jeg har længe troet, at det ville blive bedre. Livet. Men måske det allerede er godt. Måske jeg har det, jeg får. Måske posen ikke bliver rystet, og der ligger mere til mig. Så er lektien jo netop at lære at få det bedste ud af det, jeg har.

Og tænk alligevel en gang... at kende til kærlighed, som er så stærk, at jeg efter tre års savn og afsavn stadig lige så tydeligt kan mærke den varme mig. Det giver alligevel mening, ikke?