fredag den 30. december 2011

Ved nytårstid

Julen har været velsignet.

Jeg var godt forberedt og så slet ikke alligevel. Og måske det var lige præcis det, der skulle til. At jeg smed alle forestillinger om, hvordan tiden skulle være, og blot overgav mig til det, der blev. At jeg accepterede, at julen, lig alle andre tider, er blevet en tid, hvor glæden nogle gange kommer til udtryk i savn og smerte.

Det er ok.

De sidste to nytårsaftener har jeg proklameret, at "dette bliver MIT år!". Ja, 2010 startede med, at Tobias døde, så det blev helt sikkert MIT år på en anden måde, end jeg havde ventet. 2011 har på mange måder i høj grad været MIT år. Jeg er kommet helt ned i mit fundament. Helt ned i dybet i det, der er mig. Så det har været mit år i den forstand, at jeg er blevet klogere på mig.

Men ingen af gangene var det den måde, jeg havde regnet med, at året skulle blive MIT på. At alting skulle blomstre. At vinden ville være mig i ryggen. At solen ville skinne på mit liv.

Så hvad nu med 2012? Jeg fristes jo noget til at tænke, at 3. gang er lykkens gang...

Men jeg tænker, at jeg vil gøre en lille ændring. En lille bitte ændring. Jeg vil lade det være op til skæbnen at afgøre på hvilken måde, 2012 skal blive mit. Jeg vil ikke forlange en mand eller succes eller berømmelse. Jeg vil sætte min lid til kærligheden. Den kærlighed, jeg ved, jeg har i hjertet, og lade den vise mig vejen. Gribe de bolde, der kastes til mig og forfølge mine drømme.

Og så vil jeg for en gangs skyld prøve at have tillid. Til fremtiden og alle dens gaver.

Rigtig godt og velsignet nytår!

tirsdag den 20. december 2011

Velsignet smerte...

Så er det ved at være tid. Juletid.

December er nærmest strøget af sted, uden at jeg har nået at opdage det, men nu indhenter den mig. På godt og ondt.

Min NLP-certificering var en kæmpe forløsning, og min rejse til La Santa Sport var præcis så berigende og opbyggende, som jeg havde håbet.

Så jeg er så klar, som jeg kan blive. Og det viser sig at være uendeligt lidt.

Jeg kommer aldrig til at kunne forberede mig på den smerte, det er, at skulle stå i Fætter BR og finde en gave til min lille dreng i himlen. Og jeg lærer vist aldrig at forstå, hvorfor savnet bliver så stort, så stort præcis til jul.

Men det er helt ok. For det viser mig, at min kærlighed til min Tobias er lige nøjagtigt så stor som den dag han døde. At jeg stadig kan føle det som om mit hjerte smuldrer af smerte. At jeg stadig kan mærke mit bryst varmes af kærlighed. At det hele kan være i mig på en gang.

Og så skal jeg fejre dagen i mit Mageløse Måløv. Her hvor alting er lidt sødere, fordi min Tobias er her. Her hvor jeg kan være hos ham og samle hele min familie; både den lille og den store.

Og nyde og mærke og le og græde - på en gang. Den velsignede smerte. Det velsignede liv. Tænk engang, at det er døden, der skal lære mig det...

søndag den 4. december 2011

Angsten for det næste trin

I de næste 3 dage bliver jeg certificeret som NLP Coach Practitioner. Ok, det er altid lidt rigeligt overmodigt at erklære sig bestået, før det er sket, så jeg banker lige på noget træ og spytter over en skulder. Er det ikke sådan?

I virkeligheden er jeg dødbange for at få mit certifikat. For det kræver, at jeg også tager næste skridt.

På kursets første dag i slutningen af september erklærede jeg, at målet med kurset for mig var at komme til at arbejde som coach. At det at være noget for andre med alle mine ord indeni og med de værktøjer, jeg har fået fra kurset, er mit livs metier. At kunne fungere som inspiration. At være andres middel til bedre tilstande. At bidrage til verden med alt det, der er mig.

Pyha, det kommer tæt på.

For det kræver jo i bund og grund, at jeg tør tro på, at det, jeg har at byde på, er så værdifuldt, at andre kan have gavn af det...

Det er ret grænseoverskridende for mig! At gå ud i verden og sige: "Se, hvad jeg har at byde på. Se, hvad jeg kan." For jeg har jo ingen "rigtige" beviser. Jeg er ikke "cand." i sorg eller inspiration - eller i coaching for den sags skyld. Jeg har bare prøvet det hele på egen krop.

Og måske det netop er det, der gør, at jeg gør det alligevel. Uanset, hvor bange noget gør mig, så gør jeg det alligevel. Hvis jeg har det i hjertet, så gør jeg det. Trods adskillige rap over nallerne og panden mod en mur.

Hvad er det hele ellers værd? Hvad skal jeg med et hjerte, hvis jeg ikke tør udsætte det for at blive knust? Hvad skal jeg med drømme, hvis jeg ikke tør prøve at leve dem ud? Hvordan skal jeg ellers lade Tobias' lys skinne over mit liv, hvis ikke sådan her..?

For han er slet ikke færdig med at give mig glæde og kærlighed. Og den eneste måde, jeg kan tage imod det på, er ved at følge mit hjerte. Så det gør jeg. Trods angst og indre blødninger, tøven og usikkerhed. For det er det, jeg har. Viljen, modet og ... Tobias.