Når ulykken sker...

Jeg har virkelig noget på hjerte i dag!

En lille dreng i Slagelse er død - kvalt i sin hue.

Mit hjerte går ud til forældrene, pædagogerne og drengens øvrige pårørende, som lige nu oplever det værste, der vil overgå dem. En smerte, som fuldstændig lammer deres indre og blotter deres hjerte. Sorgen med al sin tysthed indtager deres liv for en tid.

Ingen forstår deres smerte og sorg bedre end jeg.

Netop derfor tændes en ild i mig, når jeg hører, at "nu skal vi også have undersøgt om den type hue er sikker nok, så vi kan undgå fremtidige ulykker af den slags!"

Altså, så vi kan undgå, at børn dør?

Det ville da være helt og aldeles fantastisk, men prøv lige at tænke indenad et øjeblik, før den slags siges højt. Hvad er det egentlig, vi siger?

At vi vil skånes for sorg og smerte, og at vi vil være skånselsløse i vores jagt efter alt, hvad der bringer os det?

Lad mig bare være den, der bringer den store nyhed: Det kommer ikke til at ske!

Uanset hvor mange undersøgelser, vi sætter i værk, så kan vi ikke gardere os imod livet. Eller døden. Og hvad hvis undersøgelsens resultat er, at: Ja, ulykken kunne være undgået. Hvad får vi ud af det? Drengen kommer jo ikke tilbage af den grund! Og tro mig! Det forhindrer heller ikke fremtidige ulykker!

I min skønne Fregat, hvor min dreng blev kvalt i sin mad, serverer personalet heldigvis stadig god, sund og nærende mad for vores børn hver dag. De tager den risiko, det er, at gentage den handling, som min dreng døde af. Fordi de godt ved, at det ikke stod i deres magt at forhindre den, min drengs død. Fordi de for længst har indset, at ingens sorg bliver mindre af, at man holder op med at turde. Fordi vi alle ved, at ulykker sker, uanset hvor meget vi polstrer os selv og vores børn.

Så mit budskab til den lille drengs nære er: Giv slip på skylden! Luk ørerne for undersøgelser, og åbn jeres hjerter for den kærlighed, som er årsag til jeres sorg. Kun sådan bliver I med tiden hele igen. Kun sådan ærer I jeres lille drengs liv.

Æret være vores døde børns minde.

Lys ved aftentide...

Er det ikke interessant, at steder, man tidligere har fundet uhyggelige, pludselig kan blive de tryggeste i verden?

Jeg har lige været på kirkegården og sætte lys hos min dreng.

For det første er det noget så smukt at tænde lys hos ham i mørket. Og for det andet er det blevet det tryggeste sted i verden for mig. Selv om det er mørkt, og der bør være fuld af spøgelser på kirkegården. Men hos min dreng er der bare fredfyldt... Jeg kan ikke engang mønstre en forskrækkelse, hvis nogen går forbi ude på vejen. Dér findes den ultimative ro.

Og det er det, det giver mig at komme der ved aftentide. Ro. Jeg har intet tilbage i mig, når jeg går derfra, andet end al min kærlighed til min dreng. At kysse ham godnat er stadig den mest rigtige måde at slutte dagen på.

At kysse godnat. Sige sov godt og drøm sødt. Det giver sjælen fred.

Mon øvelse gør mester?

Det håber jeg!

Øvelsen går ud på at forene alle elementer af mit liv i mig. Der er mange! Og de er meget forskellige...

At få indarbejdet dybden i mit festgen; at få indarbejdet hjertet i min jernvilje; at rumme kvinden og moren i et; at få tøjlet utålmodigheden med livet.

Jeg forventer ikke, at det sker sådan liiige på en uge...

Faktisk tænker jeg, at det kræver, at jeg tager en tur mere. Ind i mig selv. Tilbage til ensomheden. For sådan arbejder jeg bare bedst. Sådan gør jeg det nemmest for mig selv, fordi jeg er sikker på, at alt, hvad der bliver puttet ind, bearbejdet og kommer ud af hjerte og hoved, så er mit. Så jeg ikke behøver at være "modsat".

Som altid står jeg foran en sådan tur og prøver at udskyde den. Frygter den, fordi den er forbundet med smerte; at krænge sjælen ud. Men jeg er ved at være god til at få pakket den rigtigt sammen igen, sjælen. Så folderne passer bedre, så hjertet ligger blødere og tættere på.

Så nu, hvor der har været fest, bliver der ensomhed, eftertænksomhed og følsomhed. For en stund...