At mærke livet...

Det gør ondt! - at mærke livet...

Den åbenhed, mit hjerte møder verden med, gør min sjæl så uendeligt sårbar. Så sårbar, at jeg tænker, at jeg kan ikke finde ud af at leve på denne måde.

Men så er det, at jeg tænker på årsagen til min sårbarhed... Min Tobias, som har åbnet mors hjerte for altid, som har lært mig, hvor meget jeg har at vinde, når jeg tør vise, hvem jeg er. Som har givet mig det, jeg har søgt hele livet: Evnen til at mærke det - livet!

Min taknemmelighed er uendelig, min sårbarhed evindelig.

Jeg har meget at lære, men jeg bliver ved - for Tobias er det hele værd. For uden Tobias ville mit liv være så uendeligt fattigt.

Når jeg priser smerten, fordi den bekræfter kærligheden, så giver det hele lidt mere mening, og jeg prøver at turde give slip. Give slip på kontrol, vished og usikkerhed. Bare være, leve og elske. For kun sådan bliver jeg hel. Kun sådan leves lykken.

Jubelråb

Jeg MÅ simpelthen af med det. Mit jubelråb.

INTET får mig ned med nakken en solbeskinnet vinterdag, hvor det eneste, der betyder noget, er al den kærlighed, som jeg mærker fra himlen. For sol er Tobias, der smiler. I hvert fald hos Mads og mig.

En sprød, knasende kold dag, som slet ikke er kold, når man lader sig varme af solens stråler. En dag, hvor skoven er smukkere end nogensinde, hvor Måløv er mere mageløs end i går, en dag, hvor Tobias mærkes med ekstra styrke. Et evigt spillende smil på mine læber, som uden varsel bliver til et hulk, når kærlighedens smerte i et strejf overtager mit hjerte. Når glæden over livet i et kort sekund bliver overtaget af sorgen over døden.

Men så er det, at jeg vender mit ansigt mod himlen, får et kys, et smil og nærmest kan høre den klukkende latter. Og så er der ikke andet at gøre end at lade glædestårerne løbe, tage en flyvetur og knuselske livet.

En lille fjer

Jeg vågnede i morges ved, at noget kildede mig på kinden. En lille fjer. En lille fjer, som i al sin lethed fløj og dansede videre i luften.

Som et guddommeligt kærtegn havde den strejfet mig på sin færd gennem livet. Eller gennem døden. Eller i det evige liv?

En lille fjer som et levn fra en lille dunet englevinge fra himlens mest lysende lille engledreng...

Jeg vælger at tage imod det kærtegn som en omfavnelse fra beskyttende vinger, som begyndelsen på noget nyt, som afsked med det, der tynger. Som en ny lethed, som tilværelsen skal leves med. Som et tegn på alle de lag, mit liv har fået. Et tegn på den kombination af let og tungt sind, der er blevet min.

Et kærtegn fra himlen. En kærlighedserklæring af den allerdybeste slags. Et kys fra min Bias.

Det evigt forunderlige...

Er det ikke forunderligt? At livet kan blive ved at vise nye facetter? Hele tiden dukker nye indsigter op - og gerne på en skørt modsætningsagtig måde...

Bedst som jeg tror, at nu har jeg styr på det - nu har jeg knækket koden - så bliver jeg klogere.

Jeg har opdaget, at jeg godt kan tåle at holde pause fra min sorg uden at miste kærligheden.
Det synes ganske åbenbart! Men det har det ikke været.

Det har været helt afgørende for min eksistens at lære at leve med sorgen i hjertet. Det har helt utvivlsomt reddet mit liv og min forstand. Men måske det er lige så afgørende for mit videre liv og min fremtidige forstand at turde give slip på sorgen...

Min hverdag har hidtil været meget kontrolleret, og jeg har svært ved at give slip på den kontrol. Sådan rigtig slip. Sådan på den der måde, at man bliver helt blød, sårbar og åben. For der har i forvejen været så blødt og åbent i mit hjerte, at jeg ikke turde risikere de stød i det, som man gør, når man stiller det forrest og lader andre om at tage vare på det.

Misforstå mig ikke! Alt har foregået med hjertet efter Tobias' død, men det har nok i højere grad tilgodeset andre - Mads, Tobias' minde - end mig.

I en kort periode gav jeg slip og tilgodeså mig. Og selv om metoden ikke lige var min foretrukne, og der var mange andre faktorer, som ikke var optimale, så er det en helt utrolig lettelse at have prøvet det. At have været lidt mindre sørgende mor til Tobias og lidt mere Pernille.

Så nu er det min tur. Nu vil jeg have mere af det. Mere sødme, varme, ømhed. For nu tør jeg godt give slip på sorgen i øjeblikke, uden at frygte, at jeg derved også slipper kærligheden. Nu har jeg nået år 2.