Pudekamp

Åhh, hvor jeg nyder sneen! Og hvor er det vemodigt, at det igen er snevejr.

Først det med at nyde... Jeg elsker simpelthen sne! Jeg synes,at det er det smukkeste, man kan forestille sig, og jeg bliver straks helt klar til skiferie. Det skaber lidt problemer og uro, når det kommer, ja, men sådan er det med alt godt. Der er lidt storm først, og når den lægger sig, så elsker vi.

Og så det vemodige... Min dreng døde i snevejr. Den hårdeste vinter, jeg kan huske. Både i forhold til vejret og i forhold til mit sind. Men selv mit livs hårdeste vinter var smuk. Midt i sorgen var der masser af kærlighed, og når først den værste gråd havde lagt sig, så var det der altid - lige foran mig.

Og kærligheden er der stadig midt i sneen - lige foran mig - for sne vil for altid være Tobias, der holder pudekamp i himlen. Og jeg vil altid nyde det.

Sådan er det med sorg - det tunge lettes af kærligheden. For på den måde bliver sorgen til at bære, så jeg nu kan kombinere min kærlighed og sorg midt i livet. Og fælde en tåre gennem smilet, når jeg forestiller mig, hvor stor en fest han har i himlen, og hvor meget storm han skaber, som bliver til kærlighed - midt i himlen.

Store beslutninger

Jeg er blevet meget bevidst om tid. At hver dag tæller. At jeg aldrig kan vide, hvad i morgen bringer, og derfor heller ikke kan satse på, at i morgen giver tid.

Så derfor ryger der nogle store beslutninger over bordet, som jeg tidligere nok ville have været tilbøjelig til at skyde, fordi jeg tænkte: "Lad os lige se, om ikke det er bedre i morgen".

Denne her handler om mit politiske parti. Jeg har været nødt til at melde mig ud, fordi jeg ikke føler, at den politik, der føres, længere er den, jeg har i hjertet.

Orv, hvor var det tungt for mig! At måtte indse, at noget, som jeg i den grad troede på, kæmpede for og brændte for ikke længere var, hvad det havde været. At jeg kort og godt ikke længere var stolt af at være medlem, at jeg ikke længere kunne bære partisymbolet uden på jakken.

Men der var ikke tvivl i mit sind om, at jeg måtte sige fra. For det, som jeg vejer alting op mod, er, om jeg vil være tilfreds med i dag, hvis i morgen er den sidste, jeg ser. Vil jeg kunne banke på Skt. Peters port med stolthed over mit liv og mine handlinger? Altså sådan i store træk ;-)

Det er mærkeligt ikke længere at høre til noget sted. Ikke længere at have taget stilling. Nu må nysgerrigheden føre mig ad nye veje til jeg har fundet mit nye ståsted.

Ok, for de fleste er det at have meldt sig ud af et parti måske en bagatel. Men for mig er det mere end noget andet et symbol på, hvordan jeg skal håndtere mit liv. For det er nemlig det, jeg skal. Håndtere det. Ikke lade stå til. Ikke bare ræse derudad, uden at have hjertet med, men hele tiden lade hjertet råde. For kun sådan kan jeg mærke at jeg lever. På godt og ondt.

Brune øjne

Der er virkelig nye tider på vej!

Jeg begynder at sætte pris på små ting igen, som gør mig glad og giver håb for fremtiden. Et blik fra et par varme, brune øjne, et smil fra min Mads, en venlig gestus fra en fremmed i supermarkedet, en kærlig hilsen fra en Facebookven.

Hvor er det skønt!

Sådan vil jeg leve! At kunne føle glæde ved helt små ting, som andre giver mig af helt almindelig medmenneskelighed og næstekærlighed.

Nærvær, kærlighed og lykke - det bliver mine nytårsforsæt. Så skal det nok gå...

Nye tider

Jeg skriver ikke mange indlæg for tiden, og det skyldes til dels, som jeg før har skrevet, meget arbejde.

Men det skyldes også noget andet. Nemlig det, at jeg er ved at prøve at skabe en overgang, hvor jeg løbende vil berette, hvordan sorgen lever i mit liv, og hvad jeg kan bruge den til, uden at den hele tiden flår mit hjerte ud. Så de næste indlæg vil formentlig bære præg af, at jeg øver mig på det.

Jeg har lige været på ferie i Wales. Det var tiltrængt og fuldstændig og ubetinget fantastisk! Jeg mødte en masse mennesker, som jeg ikke ville have truffet på anden måde, og var for første gang efter Tobias' død i stand til at være mig selv i min nye form - meget af det gamle humør og drive, men med min nye nysgerrighed på andre mennesker, fordi jeg ved, at man ikke kan se på dem, hvad de indeholder.

Det kommer mig så meget til gode!

Mennesker indeholder så meget fint og følsomt, sjovt og spændende, stærkt og svagt. Bare man lige giver dem et øjeblik til at komme ud med det.

Før Tobias døde ville jeg have været mere tilbøjelig til at forlade mig på mit første indtryk af andre og ikke have tålmodighed til at få øje på mere. Nu ved jeg, at der er mere! At alt det fine og spændende ofte først kommer senere.

For sådan er det jo med mig. Man kan ikke se på mig, bare sådan lige, at jeg har oplevet en smerte så stor, at den til tider forekommer ubærlig. Men det kommer frem, hvis man lige giver mig et øjeblik til at fortælle det.

Og det er vel det, livet efter døden handler om, ikke? At finde de følger af sorgen, som beriger mit liv, giver mig mod på mere og plads i hjertet til at rumme det hele. Og så nyde de solstrejf, som jeg er overbevist om, er smil fra Bias.