Midt i savnet

Jeg lægger ikke så meget på bloggen i øjeblikket, for jeg har fået mig selv bildt ind, at jeg er midt i at lære at leve...

Sagt på en anden måde, så har jeg brug for at lægge lidt afstand til mine følelser i øjeblikket, for jeg har en stor arbejdsopgave, som det er vigtigt for mig at fokusere på. Og mine følelser trækker rigtig store veksler på mit overskud, så derfor må de lige lægges lidt væk.

Troede jeg!

Men så i dag, så var Tobias bare lige pludselig med ved skrivebordet. Så gik jeg på badeværelset, så var Tobias med på badeværelset. Så gik jeg i køkkenet, og så var han gudhjælpemig også med der!

Jeg kan bare ikke slippe!

Og jeg ved jo godt hvorfor: Jeg har ikke lyst til at slippe! Jeg har lyst til at have mine drenge med mig hele tiden. Og det konstante paradoks, som Tobias udgør, må jeg bare tage med.

Jeg ville på den ene side give mit liv for at holde om ham i bare et lillebitte øjeblik, på den anden side ville det betyde farvel til Mads, og den tanke kan jeg slet ikke bære. Jeg har lyst til at gå på kirkegården, men det får mig altid til at græde, så jeg gør det ikke så tit. Jeg har lyst til at skælde Gud ud, men det er jo ham der sidder med Tobias på skødet, så den går heller ikke, vel? Hvis nu jeg bare kunne få lov til at komme på besøg deroppe...

Nix - heller ikke.

Alt i alt?

Jeg må lære at arbejde, leve, smile og være lykkelig gennem tårer, for de vil ikke forsvinde. Og det skal de heller ikke, for de udtrykker smerten, kærligheden, savnet og glæden.

Så nu lader jeg arbejde være arbejde, giver slip, går en tur på kirkegården og tager min sorg, tårer, kærlighed og taknemmelighed med en tur i skoven!

Veninde/livredder/sjælesørger mm.

Sådan én har jeg! Verdens klogeste, skønneste og "den-kvinde-hvis-skulder-det-er-dejligst-at-lægge-mit-hoved-på-når-jeg-græder" veninde.

Hun har lige reddet mit liv her i weekenden. Ok, måske ikke lige mit fysiske liv, men så mit sjælelige da. For hun har fået mig til at se min svaghed i øjnene. Og hun har vist mig, at det ikke gør mig til noget dårligere menneske - eller endnu vigtigere: At det ikke gør mig til nogen dårligere mor.

For min sorg er ved at bevæge sig ind i en ny fase. En fase, hvor jeg har brug for at sige nogle af de ting, som jeg har været bange for, ville overtage mig, hvis jeg bragte dem frem. At Tobias' død er meningsløs og uretfærdig. At jeg faktisk ikke har fortjent at miste min Tobias. At jeg ikke har gjort noget for at udløse hans død - lige så lidt som, at jeg kunne have gjort noget for at forhindre den.

Banalt? Indlysende? "Hvad-tænker-du-på-kvinde-selvfølgelig!"? Ja, med Mads' ord, Alt det hele. Men det er faktisk først nu, at jeg har turdet sige det højt og turdet tage den helt indlysende afvisning af deres sandhed helt ind i sjælen.

Og det vigtige var ikke, at jeg selv sagde det højt. Det vigtige var, at jeg selv sagde det højt i selskab med andre. Jeg har valgt mit selskab med stor omhu. Hendes opbakning, kærlighed og omsorg for mig var ganske forventelig. Det havde jeg tillid til. Men jeg havde også tillid til, at jeg ville få en meget klog sparring. Og det var nok det vigtigste. At jeg blev holdt om, strøget over håret og derefter holdt ud i strakt arm og talt med.

Og nu sidder jeg tilbage og tænker: "For pokker! Tænk, at jeg ikke har gjort det noget før!"

Men jeg var ikke klar.

Hver en ny indsigt, hver en ny fase, hvert et nyt område af sorgen har sin tid og sted. Og denne var nu og hos min skønne Line. Helhjertet og nøgent. Og så helende for mig, at jeg fattes ord for at beskrive det.

En masse ord for at sige nogle få:

Tak, min livsveninde. Tak, fordi du har hjulpet mig med at frelse min sjæl.

Mere afsked...

Nej, det er ikke endnu! Og måske det ikke er nogensinde - at jeg skal tage den "synlige" Tobias ud af mit hjem.

Der var forhandling i mit indre, da jeg havde skrevet det seneste indlæg. Og den hele Pernille vandt. Heldigvis!

For sikket resultat! I stedet for stille og roligt at fjerne billeder af og kunst fra Tobias, så har jeg sat alt, hvad drengene nogensinde har haft med hjem fra børnehuset op på væggen over fjernsynet. Og det er det smukkeste syn. Masser af farver og følelser, barnligt udtryk og glæde, og frem for alt: synlighed!

Mine drenge lever begge to i mig, og de lever begge to stadig i ånden i mit hjem. Og mit hjem skal vise, hvem jeg er. Ikke kun den kontrollerede Pernille, som verden oftest ser. Men hele mig med al min sårbarhed, styrke, svaghed og hjerte.

Når de næste billeder kommer på væggen, så vil det blive uden fornyelse af Tobias. Det bliver på en måde en milepæl, måske. Men så tager jeg den derfra. Så ser jeg, hvad jeg har i hjertet til den tid. Som det er nu, har vi, Mads og jeg, brug for Tobias for at være hele.