onsdag den 4. marts 2015

Et halvt glas nutella og morgenløb

Jeg siger det bare: Morgenløb er som en lykkepille for mig!

Jeg har lige været en tur om Søndersø. Det er længe siden, jeg har været kørt derud for at løbe, men i dag passede det lige. Og hold nu op altså! Jeg spurtede nærmest afsted. Det var SÅ fedt!

I går var også fed - bare på en lidt anden måde. Der sluttede jeg dagen af med at spise et halvt glas nutella ... sådan er jeg bare. Når jeg har modstridende følelser indeni og skal acceptere, at jeg er, som jeg er, så straffer jeg mig selv ved at spise - eller rettere inhalere - alt det, der ikke er godt for mig.

Jeg har nemlig en million ting indeni, som skændes.

Den søde, pæne pige fra provinsen, som godt gad at leve i et helt almindeligt liv i en helt almindelig verden med en helt almindelig mand og nogle helt almindelige børn og et helt almindeligt job.

Og så er der djævlekællingen, som synes, at livet er meget sjovere, hvis absolut INTET skal være normalt og pænt. Hun taler grimt, er alt for ærlig, kan ikke finde ud af at være i et job, kan ikke finde ud af at lege far-mor-og-børn og har en lækker kæreste, som er så meget yngre end hende selv, at vi er holdt op med at sige det.

Ååååårrrrhhhhh, hvor er det dog bare så irriterende!!!! Så spiste jeg et halvt glas nutella. Med ske. Det smagte pissegodt.

Nå, men hun vinder jo, den djævlekælling, for det er desværre hende, der er mig. Ikke den pæne, søde en, som mine forældre har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at finde frem i mig. Hun bor bare ikke i mit hjerte.

Men det gør hende, der er alt det, der er djævlekælling, men også mor, kæreste, blød som smør og hård som granit. Og sygt god til at spise nutella!

torsdag den 19. februar 2015

Når det danser indeni

Det er snart forår. Min årstid. Den tid på året, hvor jeg mærker mig selv allermest. Det hele danser og synger i mig, og hver en celle står i startposition; klar til, at jeg giver startskuddet til, at lige netop den celle kan folde sig ud og være awesome. 

Jeg skal bare lige finde ud af, hvad den skal være awesome med. 

For det er også en tid, hvor alt i mig, der danser, samtidig ser sig over skulderen og undres over, hvorfor det gamle blev kasseret. For en stund tvivler jeg på min retning og på min sjæl. 

Her til morgen så jeg en video, hvor en ung kvinde sang Bryan Adams' Heaven. Hun sang som en engel! Men jeg tror ikke, at hun vidste hvad sangen handlede om ... Det gør ikke hendes stemme dårligere; jeg kunne bare slet ikke mærke hende. 

Mon ingen har sagt det til hende? En misforstået omsorg? 'Nej, jeg nænner det ikke. Hun vil så gerne synge'. 

Det får mig til at tvivle på mig selv. Er der nogen, der siger det til mig, hvis jeg fattes sjæl i min gerning? Er det for brutalt for andre mennesker at briste min illusion om at skrive bøger? Jeg føler, at jeg lever allermest, når jeg skriver, men det betyder jo desværre ikke, at jeg er god nok til det. 

Inspireret af kvinden, der sang Bryan Adams, har jeg tænkt mig at gøre det alligevel. For jeg nægter at være den gamle dame på plejehjemmet, som gemmer på en historie, hun aldrig fik fortalt. Så jeg skriver! I fuld tillid til de lækre mennesker omkring mig. 

For mine dansende celler tigger mig om at finde deres awesomeness. Og hvem ved? Måske det bliver lige præcis dette forår, det hele sker, og min indre sommerfugl breder sine vinger. Alt kan ske i en verden med dukkehus og sø. 


mandag den 12. januar 2015

5 år

I morgen er det 5 år siden, Tobias døde.

Jeg grunder lidt over, hvad det får mig til at føle ... Jeg prøver mig lidt frem med at genkalde mig mine følelser for 5 år siden. Det lykkes til dels. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg foretog mig på denne dag for 5 år siden, men ret præcist, hvad jeg foretog mig på dagen i morgen. Altså for 5 år siden. Eller rettere i morgen efter 11.15 for 5 år siden. Jeg kan også godt huske tomheden og følelsesløsheden. Og den surrealisme, som følger med at skrive sms'er og foretage nøgterne telefonopkald, hvor jeg oplyser, at jeg må trække mig tilbage fra den normale trommerom på ubestemt tid, fordi min yngste dreng altså er død. Kvalt i sin mad i vuggestuen.

Jeg kan godt mærke, at det ikke er svært at få tårerne frem, hvis jeg vil. Jeg kan også godt mærke, at jeg godt kan holde dem inde, hvis jeg vil.

For der er sket det helt utænkelige og helt umulige at sige: Jeg er kommet mig.

Min mor ringede i morges. Hun og far kommer ind til mig i dukkehuset i morgen for at hjælpe mig med at sætte loft op i entreen. Og pludselig havde hun opdaget, hvilken dato det er i morgen. D. 13. januar. Kunne de så stadig komme og sætte loft op? Hun er sød, min mor. Og husker datoer. Min far er også sød. Han husker ikke datoer. Han og jeg kunne sagtens have gået og sat loft op hele dagen i morgen, uden på et eneste tidspunkt at have opdaget, at det er d. 13. januar. Vi har måske kun lige styr på, at det er tirsdag ...

Er jeg kynisk? Er jeg kold og hård? Når jeg nu ikke sørger på en sådan sorgens dag?

Nej.

Jeg er mor til Tobias. Mit hjerte græder altid en lille smule. Der er altid en lille sprække i det, som tilhører min Tobias. Men den er hverken større eller mindre i morgen end den er i dag.Og nu græder jeg, fordi jeg er Tobias' mor. Det gjorde jeg også den anden aften, da jeg så noget i tv, som mindede mig om ham. Det er bare sådan, jeg lever. Efter 5 år er det blevet helt standard. En vane. Et livsvilkår. Og det er ok.

Da jeg skulle finde ud af noget med noget liv efter hans død, prøvede jeg mig frem med at sige det aller-allerværste, jeg kunne finde på. "Jeg lader din død være starten på mit nye liv". Og så satte jeg mig ned og ventede på, at jeg krøllede sammen over så fæl en tanke. Det gjorde jeg slet ikke. Jeg endte med at danse rundt i min lejlighed med KATO buldrende ud i højttalerne. "Hey shorty". Tror jeg. Fordi det netop var det, det var. Afslutningen på et liv, som blev starten på et andet.

Min sørgen har været utraditionel, fordi jeg er utraditionel. Min insisteren på at fortælle om det har været ordinær, fordi jeg er ordinær. Min sorg har været livgivende, fordi min dreng var netop det.

Det kan lade sig gøre. At komme sig.

Og med de ord sender jeg mine sædvanlige flyvekys og kærlighed til himlen og glæder mig over altid at have en engel med. I liv, sjæl, hjerte og død.

fredag den 5. december 2014

En helt almindelig en ...

Det har været et begivenhedsrigt år. Oh jo, det er ikke slut endnu, det er jeg helt med på! Og i den tilværelse, jeg lever, kan der stadig nå at ske en del! Jo tak. Men jeg kan alligevel ikke lade være at bruge en stund på refleksion. Fordi jeg er så sygt gammel, at det er det, jeg gør fredag aften!

Anyway.

Sidste år i denne weekend var jeg til pigejulefrokost med mit daværende arbejde. Der skete noget, som har sat sig i min sjæl for livstid. Jeg blev scoret. Sådan rigtig tacklet, driblet på plads og scoret. SWUUUUUSJ - lige i nettet med mig. Han er verdens dejligste mand. Men det tog mig det første halve år af året at indse og indrømme det for mig selv. For han var ikke på præcis ALLE punkter, som jeg havde forestillet mig. Faktisk var han på meget, meget få punkter, som jeg havde forestillet mig... Han er så meget bedre, at ord bliver fattige. Selv for mig.

Ok. Jeg skal nok fortælle hvorfor. Han er meget yngre end mig. Der. Så kom det ud til verden. Min kæreste er meget yngre end mig. Og alligevel opfører han sig ofte pænt meget mere modent. Og ordentligt. Og pænt. Og vildt. Og fjollet. Og stærkt. Og dejligt. Ja. Jeg er meget forelsket i ham.

Ud over at have mødt, forkastet og heldigvis genvundet en lækker mand, så har jeg sagt mit job op, er blevet selvstændig, har solgt min lejlighed og købt et lille dukkehus, som jeg går og sætter i stand. Det er måske lidt meget på en gang, men ellers er der jo ikke noget sådan rigtig mærkeligt eller utraditionelt ved det.

Og ved du hvad? Det er det, jeg har opdaget i år. At jeg bare er en helt almindelig en. Jeg har ikke mere end nogen anden at påberåbe mig. Min historie gør mig ikke særlig. Den gør mig bare sorgfuld.

Jeg lægger altid liv og sjæl i det, jeg gør. Så det har jeg også gjort på mit job. Naturligvis, for det er bare sådan, jeg er. Jeg går 'all in'! Det er mine forventninger til reaktionen, der har været skæve. Verden er faktisk ligeglad. Hvis jeg havde gået 'half in', så havde reaktionen været den samme: 'Fedt', og så ligegyldighed.

Jeg er en nemlig bare en helt almindelig en. Fra Måløv. Så who cares, hvad jeg siger?

I care! Og det skal være mit forsæt for 2015! Mit 40. år. Alt, hvad jeg gør, skal være, fordi jeg føler det. Ikke gøre noget for anerkendelsens skyld eller fordi det nok vil gavne andre. Det er dejligt at være uselvisk til tider, og det vil jeg også meget gerne være, men helt overordnet, så vil jeg øve mig på at forvente mindre og kun give det, jeg kan undvære. Jeg vil øve mig på at kunne være i noget, hvor der ikke er nogen ild, men hvor jeg bare er, fordi det tjener et formål, og kun lægge de kræfter i, det fortjener. Jeg vil øve mig på ikke at stå klar med rosens rødmen i kinderne i tanken om al den pris, jeg retteligt fortjener.

Til gengæld for at give slip på dette har jeg aftalt med mig selv, at jeg så godt tør tro på mig. At jeg faktisk kan det, jeg ved, jeg kan. Jeg er en ret skrap oversætter - særligt på regnskabsterminologi, jeg er en ret dygtig til at sætte ord sammen, og jeg er aldrig bange for at sige sandheden, som jeg ser den.  Og alt det vil jeg bruge mit krudt på. At være mig! Mor, kæreste, ordgøgler.

Gør det, du er god til, Pernille! Og så op i røven med resten.

Ha' en velsignet weekend :-)

onsdag den 5. november 2014

En flig af et usikkert sind

Har du set coverbilledet på min blog? Hun ligner en, der har styr på det, hende damen... Det har hun også tit. Det er fedt!

Lige nu har hun ikke styr på det. Eller rettere: Hun har stadig! Det er mig, der ikke har.

Som regel er jeg rigtig god til at fortælle om min sårbarhed og usikkerhed bagefter, når jeg har fået styr på mig selv, hjertet og sindet igen. Så får jeg ikke blottet alt for meget af mig selv, og det, jeg viser verden, er en kvinde med styr på sig selv og sit shit.

Det har jeg jo altså bare ikke altid! Og jeg tænker, at det er tid til også at vise det.


Lige nu græder jeg og mit skrøbelige hjerte, fordi jeg ikke kan få truffet en beslutning. Om jeg tør følge mit hjerte helt til verdens ende og slippe fornuften, eller om jeg skal sætte mit indre billede af min søde bankrådgiver, Anja (som i øvrigt er verdens bedste, og som altid er på min side!), i en ramme midt på bordet for at holde fast i mit fornuftige valg med sikkerhed for penge.

Er det min trodsige sjæl, som bøvler med at finde sig i, at jeg ikke bestemmer ALTING 100 % selv? Eller er jeg faktisk i færd med at trodse mit hjerte med fornuft?

I dag på vej hjem i toget trillede der pludselig en stille tåre på min kind, fordi jeg pludselig savnede min Tobias, mere end jeg næsten kunne bære. Og det kunne jo sådan set være ok - det ER ok - men altså... det er jo næsten 5 år siden, han døde, og jeg har arbejdet sygt meget med sorgen, så helt akut er det vel ikke ligefrem...

Så hvorfor kom min Tobias med et kys på min kind?

Det gjorde han, fordi hans mission i mit liv - levende som død - er at holde mig på sporet af mit hjerte. Hver evig eneste gang, jeg står i situationer, hvor jeg måske afviger fra den kurs, mit hjerte har lagt for mig, så kommer han. Sød og dejlig og kyssende på mine kinder.

Så jeg gør det! Jeg træffer en beslutning, det gør jeg. Men lige nu nyder jeg kysset og prøver at mærke, hvor det vil have mig hen.


mandag den 20. oktober 2014

10 år igen - i et øjeblik

Kender du godt de dage, hvor man vælter kaffen, hvor printeren driller (pludselig aner den ikke, at den kan printe..?!) og ens indre veksler mellem at have lyst til at græde - tude som et forurettet barn -  og være på kanten af en eksplosion...?
Ok. Sådan en har jeg.
Men så er det, at jeg lige finder mit lille åndehul fra i morges frem...

Som jeg altid gør, når jeg har min søde Mads, fulgte jeg ham i skole i morges. Og som ofte var han på løbehjul og jeg gående for samtidig at lufte vores lille hundedreng, Lyn. Det er hyggeligt og effektivt - vi får frisk luft, luftet hunden og lidt motion på en gang. Det er fint.

Næ, det er turen hjem igen, der er noget helt særligt ...

For i ca. 10 minutter er jeg 10 år igen. Nemlig de 10 minutter, hvor jeg løber på min drengs løbehjul hjem fra skole. Fuldstændig som jeg løb på rulleskøjter, da jeg var 10 år. Fuld fart, vind i håret, stort smil.

Og kan du huske de gamle rulleskøjter med de der hårde hjul? Når man kørte på noget af det grovere asfalt, så kildede det i det meste af kroppen. På rulleskøjterne var det særligt i benene. På løbehjulet er det præcis ligesådan! Her er det bare både i fødder, ben og arme. Det giver mig lyst til at hvine af fryd!

Jeg ved ikke, hvorfor jeg som voksen nogensinde har været holdt op med at give mig selv den slags oplevelser. Det er forfriskende, livsbekræftende, gratis og simpelthen bare så skønt!!! Pludselig kan jeg godt forstå, hvorfor verden og livet bare er så mega cool - og SJOVT! - når man er 10 år gammel. Så pyt med, at jeg næsten altid havde asfalteksem på knæene og hudafskrabninger på hænderne. Når jeg bare i 10 forunderlige minutter kan bringe den følelse af absolut bekymringsfrihed og sorgløshed tilbage.

Så kan det indre faktisk godt klare en latterlig printer og kaffe i tastaturet...

Kram og dejlig dag fra Pernille i Måløv

fredag den 12. september 2014

Det nye liv... about to begin!

Torsdag... smag lidt på ordet. Det ligger godt i munden, det åbner ansigtet, øjnene stråler, og man smiler jo helt automatisk og danser glad rundt. Torsdag... smukt ord, ikke?

For torsdag blev dagen, hvor Madsen og jeg blev inviteret til overdragelse af vores lille nye hus af sælger. JUHUUUUUUUU, vi kunne næsten ikke få armene ned! :-)

Jeg giver dig lige lidt baggrund:

Jeg har købt et lille hus til Mads og Lyn og mig - med åben dør for kæresten. Men når jeg siger lille, så mener jeg altså virkelig lille! Der er 50 m2 i grundplan og udnyttet førstesal, hvor der er ca. 25-30 m2 mere. Nyt er så til gengæld slet ikke sandt, for det er bygget i år 1900!

Men jeg er forelsket.

I min barndom har mine forældre, og derved og jeg, altid bygget om. Det lyder som en overdrivelse, men det tror jeg faktisk ikke, at det er. Der har altid været et eller andet projekt igang, inde eller ude.

Da jeg så selv skulle stifte hjem sammen med min exmand, valgte vi at bygget et nyt hus, og da vi flyttede fra hinanden, valgte jeg at flytte i en nybygget lejlighed. Og det har været dejligt og nemt og alting har været snorlige. Ingen tvivl om det! Men jeg har altid savnet sjælen. Sjælen og de skæve hjørner, den evige ubekendte, når man startede et nyt projekt: Er der mon noget, der falder ned, hvis jeg prøver at slå lidt her? Hvis jeg prøver at vælte denne her væg, står jeg så med førstesalen i favnen?

Og så har jeg savnet projekterne. De evige små eller store projekter. Processen med at skabe noget, se potentialet og mine ideer udfolde sig og blive helt fantastiske - eller helt ufatteligt kiksede! Al den udvikling og læring, der følger med. Al den energi og kraft, jeg lægger i det. Alle de penge, timer, tårer og latter, der følger med... Jeg ved det godt. Det er det hele! Jeg får ikke succeserne, uden at mærke fiaskoerne og randen af bankerot, når fyret sætter ud samtidig med, at skorstenen soder, der sprænger et vandrør og tørretumbleren står af.

Men jeg elsker det!

Uvisheden, risikoen, sommerfuglene i maven ved, hvad der mon så nu møder mig næste gang.

Lige nu står jeg virkelig lige på grænsen mellem to liv: Mit luksusliv med rette vinkler, nye vinduer, masser af lys, nye installationer og minus vedligehold, og så mit nye liv i et gammelt hus med skæve vægge, gamle installationer, rum til forbedring og masser, masser, masser af muligheder.

Jeg er blevet nulstillet på en campingplads mellem Ganløse og Farum med skæve borde, alt for lidt plads, umulige arbejdsforhold, masser af hygge og frisk luft, og nu er jeg mere end klar til mit nye liv i helt nye omgivelser med en helt ny hverdag. Klar og spændt som en flitsbue på at komme i gang med at leve det!

På lørdag... bliver mit lille hus endelig mit og mit nye liv kan begynde.